Helproteser

HELPROTESER

 

En helprotese erstatter samtlige tænder i munden. Man vil typisk anbefale en helprotese, hvis sygdom eller alderdom har betydet, at de naturlige tænder enten er trukket ud eller er faldet ud af sig selv.

 

En helprotese i overmunden holdes fast ved hjælp af det vakuum, der opstår mellem ganen og protesen. I undermunden hviler protesen på gummerne, men i visse tilfælde har man mulighed for at holde den fast ved hjælp af implantater.

 

Det kræver en vis tilvænning at bruge en helprotese, fordi den fylder i munden på en måde, man ikke er vant til, og den sidder ikke urokkeligt fast på samme måde som en bro. I begyndelsen kan man måske have svært ved at tale uden at læspe, det er ikke helt nemt at tygge, og de følsomme gummer kan blive irriterede. En eventuel irritation kan dog afhjælpes ved isætning af et blødt gummiunderlag i protesen.

 

Protesen bliver fremstillet af et akrylmateriale efter et gipsaftryk af gummen og de tænder, der måtte være tilbage, så både størrelse, udformning og farve på tandsættet kommer til at se helt naturligt ud.

Tandfakta.dk er en generel informationsside om tandbehandling. Oplysninger givet i tekst og billeder er udelukkende informativt retningsgivende og kan ikke gælde for en faglig vurdering af specifikke tandbehandlinger eller anden specifik odontologisk rådgivning. Søg altid tandlæge, når du har ondt, har problemer med tænderne eller ønsker specifik rådgivning vedrørende behandling.

PRAKTISERENDE TANDLÆGERS FORBRUGEROPLYSNING  |  AMALIEGADE 17  |  1256 KØBENHAVN K