HOLD RENT MELLEM TÆNDERNE

 

Selv om man som barn har lært, hvordan tænderne skal børstes, kan man godt være tilbøjelig til at glemme mellemrummene mellem tænderne. Men det er netop den glemsomhed, der kan være årsag til tandsygdomme senere i livet, så daglig rengøring af mellemrummene hører med til en fornuftig tandpleje.

 

Når tænderne er børstet med små, cirklende bevægelser både forfra og bagfra og på selve tyggefladen, renses mellemrummene ved hjælp af tandtråd, tandstikkere eller små børster, der nærmest ligner flaskerensere. Der er stor forskel på tænder – og dermed også på mellemrum – så de hjælpemidler, der virker for nogle, virker måske ikke for andre.

 

Prøv dig frem med forskellige typer tandtråd.  Nogle typer har en satinblank overflade, der gør det nemmere at presse tråden ned mellem tænderne, mens andre typer sidder fastgjort på en lille holder. Tandtråden køres op og ned et par gange i hvert enkelt mellemrum, og til sidst skylles og gurgles med vand.

 

Måske foretrækker du de små ”flaskerensere”, der findes i forskellige tykkelser, og det kan være en god idé at have mere end en enkelt udgave. Start med den tykke børste og brug en tyndere de steder, hvor den tykke ikke kan presses ind. Alternativt kan man bruge tandstikkere af plast eller træ, der er særligt gode til større mellemrum, men du skal selvfølgelig undgå at stikke i tandkødet.

Tandfakta.dk er en generel informationsside om tandbehandling. Oplysninger givet i tekst og billeder er udelukkende informativt retningsgivende og kan ikke gælde for en faglig vurdering af specifikke tandbehandlinger eller anden specifik odontologisk rådgivning. Søg altid tandlæge, når du har ondt, har problemer med tænderne eller ønsker specifik rådgivning vedrørende behandling.

PRAKTISERENDE TANDLÆGERS FORBRUGEROPLYSNING  |  AMALIEGADE 17  |  1256 KØBENHAVN K