RODBEHANDLING

 

Den levende del af en tand består af nerver og blodårer, der løber i en rodkanal i tandens midte. Hvis der er en revne eller et dybt hul i en tand, kan bakterierne trænge ned i denne kanal og give betændelse. Resultatet vil være hævelser og tandsmerter, og det er vigtigt at fjerne betændelsen, så den ikke får mulighed for at brede sig videre.

 

Fortænderne har kun én rod, mens kindtænderne godt kan have flere. Ved hjælp af røntgen kontrolleres positionen og dybden på rodkanalen (eller rodkanalerne), og derefter borer man et hul i tanden, så man kan komme til at bortrense det bakteriefyldte væv ved hjælp af små file i forskellige størrelser.

 

Når alt det betændte væv er fjernet, fyldes tanden op med et gummiagtigt materiale, så der ikke igen kan trænge bakterier derned, og hullet i tanden lukkes på normal vis med en fyldning eller ved påsætning af en krone.

 

En rodbehandling foregår under lokalbedøvelse, og en rodbehandlet tand kan bruges på helt normal vis efter behandlingen. Alternativet til en rodbehandling er en tandudtrækning med efterfølgende isætning af en bro, et implantat eller en protese, men det er i de fleste tilfælde bedst at bevare de tænder, man fra naturens side er forsynet med.

 

 

Tandfakta.dk er en generel informationsside om tandbehandling. Oplysninger givet i tekst og billeder er udelukkende informativt retningsgivende og kan ikke gælde for en faglig vurdering af specifikke tandbehandlinger eller anden specifik odontologisk rådgivning. Søg altid tandlæge, når du har ondt, har problemer med tænderne eller ønsker specifik rådgivning vedrørende behandling.

PRAKTISERENDE TANDLÆGERS FORBRUGEROPLYSNING  |  AMALIEGADE 17  |  1256 KØBENHAVN K